Den dag spiren blev lagt til rødstrømpen
Om Eva Juhl, født 20.4. 1919 i Terp ved Bramming og død 21.8.1997 i Bevtoft
Eva Juhl, der boede i Bevtoft det meste
af sit liv, skrev i 1988 en artikel til Marianne Zenius' bog "Husmandskonerne
fortæller".
Overskriften til denne artikel i årsskrift
2022 er også den overskrift Eva Juhl valgte til sin egen artikel.
Eva Juhl fortæller i begyndelsen af artiklen om sin barndom i Terp ved Bramming.
Hendes mor var barneplejerske på en
herregård ved Ringkøbing og faldt pladask for forvalteren.
Hun blev gravid, en stor skandale på
den tid. De to giftede sig og købte en hedegård, hvor de selv opdyrkede en stor
part af jorden. De havde ingen tjenestefolk, kun daglejerhjælp i de travle perioder, så deres børn måtte hurtigt hjælpe til.
Parret fik otte børn og Eva blev født som nummer syv.
Efter Eva kom en lille pige, Sigrid, og året efter døde moderen af kræft.
Efter moderens død i 1921, havde faderen i nogle år skiftende husholdersker,
men det var ikke let med den store børneflok, så tit måtte de klare sig selv.
Moderens sygdom havde kostet mange penge, familien var ikke medlem
af en sygekasse. Det var ikke almindeligt dengang og det var ikke lovpligtigt.
Da Eva var fem år, måtte faderen derfor
opgive gården og sælge den. Han købte
en lille ejendom på otte tønder land. Der
indrettede han et slagterum og købte dyr, som han selv slagtede og kørte så ud og
solgte kødet. Kødet blev opbevaret i en
hvidmalet kasse, der stod bag på vognen,
der var forspændt en stor, sort hest. Det
var hårdt arbejde, han kørte af sted meget
tidligt om morgenen og det var tit isnende
koldt om vinteren.
Da Eva var syv år, blev faderen ramt
af en hjerneblødning, der lammede ham
delvist i høye side. Den store, kraftige
mand blev en syg mand.
Det blev Eva, der måtte klare det
huslige. De ældre søskende var flyttet
hjemmefra. Der var kun få midler at leve
for. Faderen tjente kun lidt og desuden
havde folk ingen penge, så han gav dem
kredit. Med tiden kom han til at lide af
svære depressioner, hvilket gjorde, at
Evas lillesøster kom i pleje hos en storebror, der var gift og havde en landejendom ved Fakse.
Det var svært for de to piger at skilles.
Eva blev hos faderen og hjalp ham så
godt, hun kunne samtidig med, at skolegangen blev passet.
Faderen tog sit eget liv, da Eva var 14
år. lkke længe efter blev hun konfirmeret
og kom i hus hos sin næstældste bror.
Hun hjalp til med alt muligt på gården, fik
40 kr om måneden i løn,var glad for
sin familiære stilling, men savnede et
sted at tage hen, når hun havde fri.
Som 17-årig fik Eva plads som kokkepige på en større gård. Her var lønnen
kun 35 kr om måneden.
Eva passede sit arbejde til punkt og
prikke. Der skete dog det samme for Eva
som for moderen ca 30 år tidligere. Hun
forelskede sig i forkarlen og blev gravid.
Stor skandale!
Hun beslutter at flytte til en familie nordpå og tager ophold her mod betaling.
Hun føder sin søn og sætter ham i pleje.
Betalingen deler hun med drengens far.
Hun har nemlig stadig kontakt med ham,
men føler sig ikke klar til at blive gift.
Eva tog plads, først i København og
derefter hos sin trejdeældste bror og hans
kone. Sønnen fik hun med sig der og hun
genoptog forbindelsen med drengens far,
Jens, der havde plads i nærheden.
Eva og Jens får senere tilbud om et
stykke jord i Bevtoft. Det var en udstykning til husmandsbrug, der var i gang og
som hjalp mange unge, så de kunne få
deres eget.
De tager straks til Bevtoft og ser stedet
an. Jorden bliver undersøgt, og selv om
den ikke er blevet dyrket i flere år og er
groet sammen med kvik og andet skidt,
bliver de enige om at slå til og underskrive
skødet. Der var 16 ha, men ca 8 tdr land
lå hen, som uopdyrket hede og mose. De havde ikke mange penge, men der
kunne gives billige lån.
Her byggede de deres nye fælles hjem
i 1939. Der blev bygget efter en standard
tegning, som gjaldt for alle de husmands
brug, der blev bygget dengang. Stald,
lade, hønse- og stuehus. Materialerne,
der blev brugt til byggeriet, var 2. klasses,
men indretningen var temmelig fornuftig.
Eva og Jens blev gift og flyttede til
Bevtoft med deres lille søn. Det var svigerforældrene, der holdt deres bryllup.
I 1940 bryder anden verdenskrig ud
og de mærker hurtigt krigens følger. Det
kneb med at skaffe brændsel og alting
kommer på rationeringsmærker. Samme år blev deres andet barn, en
søn, født. l 1942kom endnu en dreng og
i 1947 fik de en lille pige.
De første år klarede de sig uden elektricitet. Det var besværligt med petroleumslamper og især da petroleum blev
rationeret og Eva måtte sidde ved stearinlys om aftenen og sy børnenes tøj på
symaskine.
Høsten blev meget lille til at begynde
med, da jorden manglede kunstgødning
og det ikke var til at få fat på. De tog lidt
hjælp til høsten, men klarede ellers selv
arbejdet.
De satte hvert år et hold kyllinger ind,
150-200 stk. De havde en "kyllingemoder", en stor skærm af blik, der hvilede på
en lille ovn i midten. Den blev der fyret i
med briketter. Da de senere fik indlagt
elektricitet, blev det brugt i stedet for
briketter.
Æggene klarede købmandsregningen,
kolonial, strømper, pigtråd osv og det gav
også lidt til overs en gang imellem. Eva
var god til at regne ud, hvad der var råd
til, og evt. blev rosiner eller andet strøget
af listen.
Drengene kunne hjælpe til efterhånden
som de blev større. Der var meget arbejde i roer og høst.
Eva var altid med i marken, når der var
travlt.
I 1950 fik familien elektricitet efter at de
havde betalt 2000 kr inden arbejdet blev
påbegyndt, plus 4000 kr senere. Det var
mange penge dengang, men betød en
stor omvæltning for dem.
Til at begynde med syntes de slet ikke
om det kolde skærende lys; de var jo vant
til det bløde lys fra petroleumslampen,
men arbejdsmæssigt skete der meget,
bl.a. fik de malkemaskine. Det betød at
Jens selv kunne klare malkningen.
Eva syntes, det var et meget skrabet byggeri, de flyttede ind i, f.eks var der
ikke et eneste fast skab i huset. Men godt
indrettet var det dog, mente hun. Der var
to stuer mod syd og sovekammer, forstue
med trappe op til loftet og køkken mod
nord. Der var desuden en mellembygning, der indeholdt spisekammer, bryggers
og et ekstra værelse, som Eva i begyndelsen opdrættede kyllinger i. Senere
blev det brugt som tØrverum, og endnu
senere blev det gjort i stand og indrettet
til drengene. Der var også et loftsværelse.
I stuerne var der kakkelovne og i køkkenet var der et komfur.
Væggene var overalt pudsede og blev i
første omgang limfarvet. Den ene stue var
rød og den anden gul. Vinduer og døre
blev malet hvide. Det kostede 200 kr for
at få hele huset malet.
Gulvene var træbrædder, der var kønne
i modsætning til døre og vinduer, der var
sjusket lavet af dådigt træ. Eva fik blonde
gardiner i den røde stue og nogle blomstrede i den gule. Det var brugte gardiner,
gaver fra gode svigerinder.
Det meste af familiens møblement var
brugt, dels fra Evas barndomshjem og
dels fra hendes brødre. Lidt nyt blev der
købt, stole og skrivebold.
På væggene i stuerne havde de nogle
få billeder fra Eva barndomshjem.
Hos en omvandrende mand, som der
kom en del af den gang, købte de tre uindrammede billeder, to dyrebilleder og et
med Jesusmotiv. Den lokale maler ind
rammede dem; det kostede '1,50 kr. pr.
styk; dobbelt så meget som billederne
havde kostet.
Senere blev der råd til et mønstret linoleumstæppe og senere endnu et
kokostæppe.
I 1950, da der blev indlagt strøm, blev
der investeret i en Nilfisk støvsuger, som
holdt i mange år.
Der blev indlagt vand i stald og bryggers og i 1958 fik familien centralvarme, først med koksfyring og senere
med olie. Det var dejligt, syntes Eva. Allerede et par år før havde de også fået
lavet badeværelse i spisekammeret med
en elvandvarmer, der gav varmt vand til
badeværelse og køkken.
lnden der blev indrettet badeværelse,
hvor der også var WC, havde familien et
gammeldags das i udhuset.
Eva Juhl fortæller, at storvasken foregik
en gang om måneden. Tøjet blev vasket
på et vaskebrædt. Dagen før blev det sat i blød i sodavand, så blev det skidenkogt, som det hed
dengang. Det var med brun sæbe, derefter vasket og skyllet og endelig klarkogt i
sæbespåner. Under krigen kogte Eva selv
sæbe af flæskesvær. Hun havde fået en
opskrift på sæbekogning med kalk og
soda af en ældre dame.
Pumpen stod i bryggerset og det var
hårdt arbejde at pumpe alt det vand op,
der skulle til.
Med tiden blev det muligt at leje en
vaskemaskine, en "Ferm" rotorvaskemaskine med vridemaskine. Selv om tøjet
stadig skulle koges i gruekedlen, var det
dog en stor lettelse. En tid sendte familien
tøjet ud til vask og i 1972 fik Eva en A.E.G.
fuldautomatisk vaskemaskine.
Om sit køkken fortæller Eva, at komfuret skulle pudses med ovnsværte. Det
betød, at Eva var meget tidligt oppe de
dage, det skete. Det skulle jo gøres inden,
der skulle fyres op. Omkring komfuret sad
der en messingstang, der blev pudset
med brasso hver lørdag. Ellers var der kun et køkkenbord belagt
med linoleum samt nogle stole og skamler.
Opvasken foregik på bordet i en balje
vand, og det våde porcelæn blev lagt på en bakke af zink med nogle trætremmer
på inden det blev tønet af og sat på plads
på hylder inde i spisekammeret.
Til huset hørte også et kælderrum,
frostfrit og tørt. Langs den ene lange væg
var der hylder, hvor mad, syltede samt
henkogte ting blev opbevaret.
Kolonialvarer havde deres plads i
spisekammeret på en hylde. De store
brune lerpotter og krukker lå på en kælderhylde. Alt lertøj blev købt ved en "pottemand", der kørte rundt med hest og vogn.
I vognen lå der et lag halm, og ovenpå
det lå pottetøjet omhyggeligt anbragt, så
der ikke gik skår i det. Vi samlede gamle
klude, de uldne for sig, for dem gav han
meget for, fortæller Eva.
På et tidspunkt blev det gamle brændekomfur skiftet ud med et gaskomfur, der
senere blev afløst af elkomfur. I 1963 blev
der anskaffet en dybfryser på 240 liter.
Den stod i kælderen og Eva kalder det en
af de største forbedringer. Det var en stor
glæde efter en griseslagtning at pakke
kødet og putte det i fryseren. Køleskab fik
familien først i 1968.
I artiklen fortæller Eva om de møbelindkøb, der blev foretaget efterhånden. Både
spise- og opholdsmøbler og uldtæppe
på gulvene. Til det fine porcelæn og glas
blev der investeret i et dækketøjsskab. Til
daglig spiste familien i køkkenet.
Eva var ferm ved en symaskine og
syede i mange år børnenes tøj. Til at begynde med på en gammel håndsymaskine. I
1970 fik hun dog en elsymaskine.
Kort efter 1960 købte familien et fjernsyn. Det ændrede i høj grad deres aftener.
Eva fortæller, at hun er glad for at familien ikke havde TV, da børnene var små.
Selv om Eva havde rigeligt, at se til, fik
hun anlagt en stor have. lsær urtehaven
blev godt udnyttet med frugt og grøntsager. Der blev henkogt og nedfrosset til den
store guldmedalje.
I mange år var familien selvforsynende
med æg, ænder og gæs. Sommetider
kalkuner til jul. Det var Evas arbejde at
passe alt det, mens Jens sørgede altid
for, at indhegningen om hønsegården
var i orden. Købmanden fik de fleste af
æggene, men tit solgte hun også lidt til
naboer og venner, og de penge det gav,
var et kærkomment tilskud til tøj og nyanskaffelser.
Eva fortæller om sit ægteskab med
Jens, der er 13 år ældre end hende, at det
ind imellem har været stormfuldt. De to er
meget forskellige og begge har temperament. Eva ville gerne blande sig i ejendommens drift, hvilket Jens ikke brød sig
om. At økonomien ofte var stram gjorde
det ikke bedre. De var nu altid gode til at
tale om det ved større investeringer.
Efter at Jens som 65-årig blev hofteopereret og kræfterne ikke rigtig slog til
længere, ville Eva gerne flytte til byen. Det
huede ikke rigtig Jens. Men efter 43 år på
Diagonalvej gik han med til det.
Eva var nok lidt af en rødstrømpe. Hun
mener, at "spiren" til det blev lagt den
dag, hun blev gift med Jens. Da de sad
foran alteret og blev viet, brugte præsten det gamle bryllupsritual: "I hustruer indordner eder under eders egne mænd".
Hun blev helt lamslået, ja, faktisk tænkte
hun, at det der, det skulle blive løgn, at et
andet menneske skal råde over dig, fordi
du gifter dig.
Da hun senere fik en ny salmebog, var
det første hun undersøgte, om dette ritual
fandtes i den. Det gjorde det så ikke.
Til slut fortæller Eva om alt det uden for
hjemmet, som både hun og Jens deltog
ivrigt i. Jens var med i Ringriderforeningens
bestyrelse og kasserer i Ungdomsforeningen.
Eva var med i Husholdningsforening, i
Røde Kors og i mange år i menighedsrådet.
43 år blev det til på Diagonalvej og parret flyttede til hus på Krügersvej.