Den dag spiren blev lagt til rødstrømpen

Om Eva Juhl, født 20.4. 1919 i Terp ved Bramming og død 21.8.1997 i Bevtoft

Eva Juhl, der boede i Bevtoft det meste af sit liv, skrev i 1988 en artikel til Marianne Zenius' bog "Husmandskonerne fortæller".

Overskriften til denne artikel i årsskrift 2022 er også den overskrift Eva Juhl valgte til sin egen artikel.

Eva Juhl fortæller i begyndelsen af artiklen om sin barndom i Terp ved Bramming.

Hendes mor var barneplejerske på en herregård ved Ringkøbing og faldt pladask for forvalteren.

Hun blev gravid, en stor skandale på den tid. De to giftede sig og købte en hedegård, hvor de selv opdyrkede en stor part af jorden. De havde ingen tjenestefolk, kun daglejerhjælp i de travle perioder, så deres børn måtte hurtigt hjælpe til. Parret fik otte børn og Eva blev født som nummer syv.

Efter Eva kom en lille pige, Sigrid, og året efter døde moderen af kræft.

Efter moderens død i 1921, havde faderen i nogle år skiftende husholdersker, men det var ikke let med den store børneflok, så tit måtte de klare sig selv.

Moderens sygdom havde kostet mange penge, familien var ikke medlem af en sygekasse. Det var ikke almindeligt dengang og det var ikke lovpligtigt.

Da Eva var fem år, måtte faderen derfor opgive gården og sælge den. Han købte en lille ejendom på otte tønder land. Der indrettede han et slagterum og købte dyr, som han selv slagtede og kørte så ud og solgte kødet. Kødet blev opbevaret i en hvidmalet kasse, der stod bag på vognen, der var forspændt en stor, sort hest. Det var hårdt arbejde, han kørte af sted meget tidligt om morgenen og det var tit isnende koldt om vinteren.

Da Eva var syv år, blev faderen ramt af en hjerneblødning, der lammede ham delvist i høye side. Den store, kraftige mand blev en syg mand.

Det blev Eva, der måtte klare det huslige. De ældre søskende var flyttet hjemmefra. Der var kun få midler at leve for. Faderen tjente kun lidt og desuden havde folk ingen penge, så han gav dem kredit. Med tiden kom han til at lide af svære depressioner, hvilket gjorde, at Evas lillesøster kom i pleje hos en storebror, der var gift og havde en landejendom ved Fakse.

Det var svært for de to piger at skilles. Eva blev hos faderen og hjalp ham så godt, hun kunne samtidig med, at skolegangen blev passet.

Faderen tog sit eget liv, da Eva var 14 år. lkke længe efter blev hun konfirmeret og kom i hus hos sin næstældste bror. Hun hjalp til med alt muligt på gården, fik 40 kr om måneden i løn,var glad for sin familiære stilling, men savnede et sted at tage hen, når hun havde fri.

Som 17-årig fik Eva plads som kokkepige på en større gård. Her var lønnen kun 35 kr om måneden.

Eva passede sit arbejde til punkt og prikke. Der skete dog det samme for Eva som for moderen ca 30 år tidligere. Hun forelskede sig i forkarlen og blev gravid. Stor skandale!

Hun beslutter at flytte til en familie nordpå og tager ophold her mod betaling. Hun føder sin søn og sætter ham i pleje. Betalingen deler hun med drengens far. Hun har nemlig stadig kontakt med ham, men føler sig ikke klar til at blive gift.

Eva tog plads, først i København og derefter hos sin trejdeældste bror og hans kone. Sønnen fik hun med sig der og hun genoptog forbindelsen med drengens far, Jens, der havde plads i nærheden.

Eva og Jens får senere tilbud om et stykke jord i Bevtoft. Det var en udstykning til husmandsbrug, der var i gang og som hjalp mange unge, så de kunne få deres eget.

De tager straks til Bevtoft og ser stedet an. Jorden bliver undersøgt, og selv om den ikke er blevet dyrket i flere år og er groet sammen med kvik og andet skidt, bliver de enige om at slå til og underskrive skødet. Der var 16 ha, men ca 8 tdr land lå hen, som uopdyrket hede og mose. De havde ikke mange penge, men der kunne gives billige lån.

Her byggede de deres nye fælles hjem i 1939. Der blev bygget efter en standard tegning, som gjaldt for alle de husmands brug, der blev bygget dengang. Stald, lade, hønse- og stuehus. Materialerne, der blev brugt til byggeriet, var 2. klasses, men indretningen var temmelig fornuftig.

Eva og Jens blev gift og flyttede til Bevtoft med deres lille søn. Det var svigerforældrene, der holdt deres bryllup.

I 1940 bryder anden verdenskrig ud og de mærker hurtigt krigens følger. Det kneb med at skaffe brændsel og alting kommer på rationeringsmærker. Samme år blev deres andet barn, en søn, født. l 1942kom endnu en dreng og i 1947 fik de en lille pige.

De første år klarede de sig uden elektricitet. Det var besværligt med petroleumslamper og især da petroleum blev rationeret og Eva måtte sidde ved stearinlys om aftenen og sy børnenes tøj på symaskine.

Høsten blev meget lille til at begynde med, da jorden manglede kunstgødning og det ikke var til at få fat på. De tog lidt hjælp til høsten, men klarede ellers selv arbejdet.

De satte hvert år et hold kyllinger ind, 150-200 stk. De havde en "kyllingemoder", en stor skærm af blik, der hvilede på en lille ovn i midten. Den blev der fyret i med briketter. Da de senere fik indlagt elektricitet, blev det brugt i stedet for briketter.

Æggene klarede købmandsregningen, kolonial, strømper, pigtråd osv og det gav også lidt til overs en gang imellem. Eva var god til at regne ud, hvad der var råd til, og evt. blev rosiner eller andet strøget af listen.

Drengene kunne hjælpe til efterhånden som de blev større. Der var meget arbejde i roer og høst. Eva var altid med i marken, når der var travlt.

I 1950 fik familien elektricitet efter at de havde betalt 2000 kr inden arbejdet blev påbegyndt, plus 4000 kr senere. Det var mange penge dengang, men betød en stor omvæltning for dem.

Til at begynde med syntes de slet ikke om det kolde skærende lys; de var jo vant til det bløde lys fra petroleumslampen, men arbejdsmæssigt skete der meget, bl.a. fik de malkemaskine. Det betød at Jens selv kunne klare malkningen.

Eva syntes, det var et meget skrabet byggeri, de flyttede ind i, f.eks var der ikke et eneste fast skab i huset. Men godt indrettet var det dog, mente hun. Der var to stuer mod syd og sovekammer, forstue med trappe op til loftet og køkken mod nord. Der var desuden en mellembygning, der indeholdt spisekammer, bryggers og et ekstra værelse, som Eva i begyndelsen opdrættede kyllinger i. Senere blev det brugt som tØrverum, og endnu senere blev det gjort i stand og indrettet til drengene. Der var også et loftsværelse. I stuerne var der kakkelovne og i køkkenet var der et komfur. Væggene var overalt pudsede og blev i første omgang limfarvet. Den ene stue var rød og den anden gul. Vinduer og døre blev malet hvide. Det kostede 200 kr for at få hele huset malet. Gulvene var træbrædder, der var kønne i modsætning til døre og vinduer, der var sjusket lavet af dådigt træ. Eva fik blonde gardiner i den røde stue og nogle blomstrede i den gule. Det var brugte gardiner, gaver fra gode svigerinder.

Det meste af familiens møblement var brugt, dels fra Evas barndomshjem og dels fra hendes brødre. Lidt nyt blev der købt, stole og skrivebold. På væggene i stuerne havde de nogle få billeder fra Eva barndomshjem.

Hos en omvandrende mand, som der kom en del af den gang, købte de tre uindrammede billeder, to dyrebilleder og et med Jesusmotiv. Den lokale maler ind rammede dem; det kostede '1,50 kr. pr. styk; dobbelt så meget som billederne havde kostet.

Senere blev der råd til et mønstret linoleumstæppe og senere endnu et kokostæppe.

I 1950, da der blev indlagt strøm, blev der investeret i en Nilfisk støvsuger, som holdt i mange år.

Der blev indlagt vand i stald og bryggers og i 1958 fik familien centralvarme, først med koksfyring og senere med olie. Det var dejligt, syntes Eva. Allerede et par år før havde de også fået lavet badeværelse i spisekammeret med en elvandvarmer, der gav varmt vand til badeværelse og køkken.

lnden der blev indrettet badeværelse, hvor der også var WC, havde familien et gammeldags das i udhuset.

Eva Juhl fortæller, at storvasken foregik en gang om måneden. Tøjet blev vasket på et vaskebrædt. Dagen før blev det sat i blød i sodavand, så blev det skidenkogt, som det hed dengang. Det var med brun sæbe, derefter vasket og skyllet og endelig klarkogt i sæbespåner. Under krigen kogte Eva selv sæbe af flæskesvær. Hun havde fået en opskrift på sæbekogning med kalk og soda af en ældre dame. Pumpen stod i bryggerset og det var hårdt arbejde at pumpe alt det vand op, der skulle til.

Med tiden blev det muligt at leje en vaskemaskine, en "Ferm" rotorvaskemaskine med vridemaskine. Selv om tøjet stadig skulle koges i gruekedlen, var det dog en stor lettelse. En tid sendte familien tøjet ud til vask og i 1972 fik Eva en A.E.G. fuldautomatisk vaskemaskine.

Om sit køkken fortæller Eva, at komfuret skulle pudses med ovnsværte. Det betød, at Eva var meget tidligt oppe de dage, det skete. Det skulle jo gøres inden, der skulle fyres op. Omkring komfuret sad der en messingstang, der blev pudset med brasso hver lørdag. Ellers var der kun et køkkenbord belagt med linoleum samt nogle stole og skamler.

Opvasken foregik på bordet i en balje vand, og det våde porcelæn blev lagt på en bakke af zink med nogle trætremmer på inden det blev tønet af og sat på plads på hylder inde i spisekammeret.

Til huset hørte også et kælderrum, frostfrit og tørt. Langs den ene lange væg var der hylder, hvor mad, syltede samt henkogte ting blev opbevaret.

Kolonialvarer havde deres plads i spisekammeret på en hylde. De store brune lerpotter og krukker lå på en kælderhylde. Alt lertøj blev købt ved en "pottemand", der kørte rundt med hest og vogn. I vognen lå der et lag halm, og ovenpå det lå pottetøjet omhyggeligt anbragt, så der ikke gik skår i det. Vi samlede gamle klude, de uldne for sig, for dem gav han meget for, fortæller Eva.

På et tidspunkt blev det gamle brændekomfur skiftet ud med et gaskomfur, der senere blev afløst af elkomfur. I 1963 blev der anskaffet en dybfryser på 240 liter. Den stod i kælderen og Eva kalder det en af de største forbedringer. Det var en stor glæde efter en griseslagtning at pakke kødet og putte det i fryseren. Køleskab fik familien først i 1968.

I artiklen fortæller Eva om de møbelindkøb, der blev foretaget efterhånden. Både spise- og opholdsmøbler og uldtæppe på gulvene. Til det fine porcelæn og glas blev der investeret i et dækketøjsskab. Til daglig spiste familien i køkkenet.

Eva var ferm ved en symaskine og syede i mange år børnenes tøj. Til at begynde med på en gammel håndsymaskine. I 1970 fik hun dog en elsymaskine.

Kort efter 1960 købte familien et fjernsyn. Det ændrede i høj grad deres aftener. Eva fortæller, at hun er glad for at familien ikke havde TV, da børnene var små.

Selv om Eva havde rigeligt, at se til, fik hun anlagt en stor have. lsær urtehaven blev godt udnyttet med frugt og grøntsager. Der blev henkogt og nedfrosset til den store guldmedalje.

I mange år var familien selvforsynende med æg, ænder og gæs. Sommetider kalkuner til jul. Det var Evas arbejde at passe alt det, mens Jens sørgede altid for, at indhegningen om hønsegården var i orden. Købmanden fik de fleste af æggene, men tit solgte hun også lidt til naboer og venner, og de penge det gav, var et kærkomment tilskud til tøj og nyanskaffelser.

Eva fortæller om sit ægteskab med Jens, der er 13 år ældre end hende, at det ind imellem har været stormfuldt. De to er meget forskellige og begge har temperament. Eva ville gerne blande sig i ejendommens drift, hvilket Jens ikke brød sig om. At økonomien ofte var stram gjorde det ikke bedre. De var nu altid gode til at tale om det ved større investeringer.

Efter at Jens som 65-årig blev hofteopereret og kræfterne ikke rigtig slog til længere, ville Eva gerne flytte til byen. Det huede ikke rigtig Jens. Men efter 43 år på Diagonalvej gik han med til det.

Eva var nok lidt af en rødstrømpe. Hun mener, at "spiren" til det blev lagt den dag, hun blev gift med Jens. Da de sad foran alteret og blev viet, brugte præsten det gamle bryllupsritual: "I hustruer indordner eder under eders egne mænd". Hun blev helt lamslået, ja, faktisk tænkte hun, at det der, det skulle blive løgn, at et andet menneske skal råde over dig, fordi du gifter dig.

Eva og Jens Juhl

Da hun senere fik en ny salmebog, var det første hun undersøgte, om dette ritual fandtes i den. Det gjorde det så ikke.

Til slut fortæller Eva om alt det uden for hjemmet, som både hun og Jens deltog ivrigt i. Jens var med i Ringriderforeningens bestyrelse og kasserer i Ungdomsforeningen. Eva var med i Husholdningsforening, i Røde Kors og i mange år i menighedsrådet.

43 år blev det til på Diagonalvej og parret flyttede til hus på Krügersvej.